Pluton er i den græske mytologi et tilnavn til underverdenens gud Hades. I den nyere tid er det også navnet på et af de mest imponerende antenneanlæg verden endnu har set, -nemlig det sovjetrussiske interplanetariske kommunikationssytem etableret i 1959. De enorme antenner er på en og samme tid imponerende og en smule skræmmende. Associationer til Dødsstjernen i Star Wars er ikke langt væk

Pluton modtagerantenne 8 stk. 16 m paraboler!

I slutningen af 1950’erne var rumkapløbet i fuld gang. Sovjet var et hestehoved foran og til Venera missionerne til Venus skulle der bruges et helt nyt interplanetarisk kommunikationssystem. Men opgaven skulle løses hurtigt, der var ikke tid til at udvikle helt ny teknologi, man måtte klare sig med de produktionsværktøjer man allerede havde.

Pluton senderantenne

Løsningen blev Pluton anlægget. Hver antenne består af 8 stk. 16 m parabolantenner monteret som en enhed. Hvorfor dette uortodokse design? Forklaringen er, at det skulle gå hurtigt, man havde mindre end 2 år til at udvikle og bygge et interplanetarisk kommunikationssystem. Så i stedet for at skulle udvikle helt ny teknologi til at bygge parabolantenner på 40 m eller mere i diameter, arbejdede man med en skala som man allerede havde maskiner og teknologi til, nemlig slagskibe, jernbaner og flyvemaskiner. Hvert antenneanlæg er monteret på rammen til en jernbanebro oven på en kanonlavet designet til et slagskib, og størrelsen på parabolerne passer med den største skala man kunne arbejde i når man samtidig fordrede stor mekanisk præcision -nemlig flyvinger.

En kanonlavet fra et slagskib og en jernbanebro. Sådan monterer man 8×16 m paraboler når det skal gå stærkt.

Pluton antennerne, er placeret på Krim-halvøen, nordvest for Evpatoriia. Det er kendt som det sovjetrussiske “85 радиотехнический центр дальней связи с космическими объектами” – “Det 85tyvende radiotekniske center til langdistance kommunikation med kosmiske objekter ” (Oversættelsen er for egen regning).  Tre antenneanlæg blev bygget, hver med 8 stk. 16 meter paraboler i duraluminium. De 8 paraboler blev monteret på styrbare rammer konstrueret af slagskibs kanonlavetter og jernbanebroer. På en lokation blev der bygget to modtagerantenner, og nogle få kilometer væk blev der konstrueret en sendeantenne. Til hver antenne på senderdelen blev der monteret en 80 kw klystron forstærker. Frekvenserne var 0,77 GHz, 3,7 GHz og 6 GHz. Efter sigende var den reflekterede effekt fra overfladen af Venus 15 watt! Rækkevidden for Pluton til interplanetarisk kommunikation var med datidens teknologi 300 mio km.

Sovjetrussik LNA model 1959. Parametrisk forstærker til Pluton modtageranlægget.

Russerne og Ukrainerne var (og er) dygtige ingeniører, derom kan der ikke herske megen tvivl.