Rumvejr og solpletter betyder mere for radioamatører end de fleste andre, og nu er der kommet ny viden om solpletterne -kigger man på dem helt tæt på så ser man at de er “krøllede”.

En solplet observeret med Daniel K. Inouye teleskopet. Bemærk enheden Mm på akserne. Det er ikke millimeter men Megameter!

I 2022 blev det 4 m store Daniel K. Inouye solteleskop indviet på Havai. Aldrig før har det været muligt at kigge på Solen med så stor nøjagtighed, og nu begynder de første meget spændende resultater at komme. Samspillet mellem Solens magnetfelt og de turbulente bevægelser i fotosfæren bestemmer hvordan strukturen er på Solens overflade, og der er langt flere detaljer og variationer end hidtil antaget. Solens overflade er langt mere urolig og detaljeret end man tidligere har kunnet observere.

I en nylig artikel publiceret i Nature har man lavet nye målinger af fotosfæren med meget høj opløsning. Overalt omkring solpletter kan man se små ustabiliteter ved pletternes kanter. De er ca. 19 km store og ligner mest af alt “krøller” på Solens overflade.

Strukturene kaldes magnetiserede Kelvin–Helmholtz-ustabiliteter og opstår, når lag af plasma bevæger sig med forskellig hastighed forbi hinanden. Ustabiliteterne skaber hvirvler, som både kan opbygge og nedbryde magnetfelter og flette magnetiske feltlinjer sam

Nærbillede af Kelvin–Helmholtz-ustabiliteter i kanten af en solplet

men.

Resultaterne peger også på, at magnetfelter under den synlige overflade ligger i adskilte områder, som længere oppe hænger sammen i større strukturer, fx faculae og porer. Ustabiliteterne spiller formentlig en vigtig rolle ved at kunne flytte masse,energi, impuls og magnetisk flux. De er derfor med stor sandsynlighed en vigtig faktor når det stormer på Solen og vi får aurora på de høje frekvenser.

Se mere i videoen nedenfor eller læs artiklen i Nature