Ionosfæren er den øverste del af Jordens atmosfære. Den starter i godt 50 km højde og går helt op til 950 km. Den er som navnet beskriver fuld af ioner i form af ladede atomer og frie elektroner. De dannes hovedsaligt af den meget energirige ultraviolette stråling fra Solen, men også af den kosmiske stråling. Ionosfærens betydning for udbredelsen på HF-båndene (i VUSHF-jargon ‘brum’) er velkendt, men også på VHF kendes F-lags udbredelse på 50 MHz og TEP på 50 og 144 MHz. Men der er også en anden udbredelse på VHF og UHF kendt som ionoscatter, der benytter sig af den grundlæggende random fluktuation af elektronerne i ionosfæren.

Illustration af “Texas tower” militært anlæg til radar og ionosfære scatter.

Ionoscatter udbredelse benytter sig af baggrundsfluktuationen i elektronerne i ionosfærens D-lag 70-90 km oppe. I dette lag er der en næsten konstant (lav) densitet af elektroner og den almindelige bevægelse af disse giver . Det er helt almindelig refraktion dvs. afbøjning af elektromagnetiske bølger som man ser nårsom når vil man læse mere om teorien og matematikken bag så dyk ned i denne kilde eller søg efter artikler af KL Bowles som var den første der i 1950’erne rapporterede om fænomenet.
Ionosfære scatter er tilgængeligt 24/7 og giver et kontinuet svagt signal. De hidtidige erfaringer med ionosfære scatter på VHF og UHF er militære. I perioden 1950-1960 var det en del af NATOs Distant Early Warning (DEW) system med kæmpestore antenneanlæg og 40 kW sendere. Højden af det reflekterende D-lag gør, at stabile forbindelser mellem 900 til 2000 km er mulige.

De militære links der som udgangspunkt brugte 25 dB antenne gain og en 40 kW sender viste klart, at ionosfærescatter over 50 MHz ikke var indenfor rækkevidden af almindeligt amatørudstyr. Sådan er det ikke længere. Modes som JT65 kan give mere end 20 dB højere følsomhed end CW. Trækker man 20 dB fra de militære ionosfære radiolink, så burde det være muligt at lave ionosfærescatter på 144 MHz mellem 2 stationer med 1 kW sendere og godt 20 dB antenne gain.

OZ1CT post om I3MEK QSO

Den nye Q65 mode synes særligt velegnet til ionosfære scatter. Den håndterer hurtig fading og kraftige meteorpings, langt bedre end f.eks JT65. Men hvad er erfaringen i praksis? OZ1CT har for nyligt rapporteret om flere 144 MHz forbindelser med I3MEK via Q65. Afstanden mellem de to stationer er godt 1300 km. Bent rapporterede det i første omgang som en tropo QSO, men der er intet som tyder på tropoudbredelse, og både afstand og signalstyrker passer med teorien bag ionosfære scatter. Begge stationer er 4 yagi EME stationer, hvilket også støtter, at forbindelserne er gennemført via ionosfære scatter.

Er der en helt ny verden af muligheder som nu åbner sig for DX på 144 og 50 MHz? Noget tyder på det, og det er kun at komme igang med at eksperimentere. Hvor stabilt er det over tid på dagen og året, passer det virkelig med at ionosfærescatter er konstant uanset tid på dagen og tidspunkt på året? Hvor lille station kan man reelt klare sig med? Er der forskel på den geografiske beliggenhed m.m.

Det bliver meget spændende at følge resultater og erfaringer!