Mikrobølgedag i OZ6HR

Igen i år afholdes der Mikrobølgedag i EDR Horsens afdeling. Tidspunktet er lørdag den 27 april 2019 fra kl. 10:00 til 16:00

Vi prøver at gentage succesen fra sidste år med over 40 deltagere bl. a. fra Norge og Tyskland.

Tore, LB2S med blikket og antennen imod syd.

 

Mikrobølgedagen er stedet hvor alle interesserede – både aktive, såvel som dem der planlægger at komme i gang – mødes og inspirerer hinanden under afslappede forhold. Ser og lærer noget nyt eller bare har en hyggelig dag sammen.

Også hvis man ikke er direkte involveret i mikrobølge, men stadig nysgerrig, er man velkommen til at kigge forbi og blive overrasket over, hvad der laves på disse ”Umuligt Høje Frekvenser”.

I løbet af dagen vil der være en række forskellige aktiviteter:

Målepladser:

Måling af udgangseffekt, spectrum, støjtal, følsomhed mm. fra 1 – 24 GHz. Hovedvægten vil ligge på måling af 1296 MHz og 10 GHz udstyr. Har du noget du vil have målt, så tag det med. Er der specielle måletekniske ønsker så sig til, så vi evt. kan forberede os.

Som noget nyt bliver der etableret en måleplads for måling af tilpasning, udstråling og polarisation på antenner til 2400 MHz –  Frekvensen er blevet interessant, fordi 13 cm aktiviteten i Danmark nu flytter fra 2320 MHz til 2400 MHz, og ikke mindst fordi den nye amatørsatellit QO-100 har uplink på 2400 MHz. Af pladsmæssige grunde kan der kun måles på ”små” antenner, såsom fødeantenner til paraboler eller andre med gain under 10-12 dB.

Måleplads med en del af måleudstyret.

Udbredelsesforsøg:

Om eftermiddagen er det planen, at vi tager ud på de omkringliggende bakker (Ejer Bavnehøj) for at lave udbredelsesforsøg. Sidste år lå hovedvægten på 24 GHz med skeds til både Nordtyskland og Sjælland. I år vil vi koncentrere os om lavere frekvenser, specielt 10 GHz og 1296 MHz. I den forbindelse søges skedpartnere i passende afstand. Er man forhindret i selv at komme til Horsens, kan man deltage i aktiviteten hjemmefra!

Udbredelsesforsøg – OZ5WT kører 47 GHz på lånt station.

Sidste år havde mange medbragt hjemmebygget mikrobølgeudstyr, og det vil vi opfordre til igen. Uanset om det er ny teknologi eller kendte konstruktioner i ny indpakning, er det altid interessant, hvad andre konstruerer. Der bliver forhåbentlig en masse at se på.

Hjemmebygget 10 GHz udstyr

Miniforedrag

Miniforedrag er tænkt som korte indlæg omkring aktuelle emner. Typisk af 15 – 20 minutters varighed og gerne med masser af billeder/power points. Der vil blive et indlæg om udstyr til QO-100, men yderligere emner er ikke fastlagt endnu. Idéer og indlæg modtages gerne. Brænder du for et emne, er her muligheden for at få et interesseret publikum i tale!

”Fra vejrradar til EME antenne” OZ5TG fortæller på mikrobølgedagen 2018

Loppemarked:

Der bliver reserveret et lokale med borde til loppemarked. Alle, der har mikrobølge relevante komponenter, moduler, udstyr mm. de vil sælge, er velkommen til at tage det med.

Loppemarked

Forplejningen er vigtig! Der bliver arrangeret morgenmad – rundstykker mv. plus kaffe/te – og frokost – 3 stk smørrebrød plus øl/vand – til rimelige priser, men husk tilmelding og betaling på forhånd.

Desuden kan der købes kaffe, øl og vand dagen igennem.

Vi ser frem til et godt møde. Sidste år var vi begunstiget af fint forårsvej og det har vi også planlagt med i år !! – skulle det glippe, er der heldigvis god plads indendørs.

Mere info vedr. tilmelding samt tidspunkter kan ses her.

På vegne af Team OZ6HR

 

Ole OZ2OE

Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.